
Magnetkoblingerne består af et ydre og et indre drev. De to drev rører ikke ved hinanden – koblingen fungerer via berøringsløs kraftoverførsel, hvilket betyder, at magnetløsningen i modsætning til traditionelle løsninger ikke slides. Magnetkoblingen er således vedligeholdelsesfri.
Imellem de to berøringsfri roterende enheder er det muligt at placere et spalterør, således at to forskellige medier kan adskilles. Med hermetisk indkapsling af koblingen i en rustfri stålkappe undgås korrosion og koblingen kan køre direkte som vådløber i forskellige væsker og aggressive miljøer.
Koblingens ydre drev er normalt tilkoblet den drivende enhed og det indre drev er f.eks. tilkoblet en pumpe. Placeres et sparlterør imellem de to berøringsfri roterende enheder kan en almindelig luftkølet normmotor eksempelvis tilkobles en pumpe uden tætningsringe og pakninger.
Magnetkoblinger kaldes også for momentkoblinger fordi de maksimalt kan overføre et bestemt mekanisk moment igennem luften. Hvis momentet overstiger maksimal værdien så ”tander” koblingen over, hvilket bevirker at rotationshastigheden mellem de to koblede enheder ikke længere er ens. Dermed undgås slidtage og magnetkoblingen giver en indbygget sikkerhed, der beskytter den mod skader.
Der findes to hovedtyper af koblinger. Den ene type har en radial udformning – i lighed med en almindelig elektrisk motor – og den anden er aksielt orienteret, således at den kan overføre kræfter igennem en flade.